Forestil dig, at bænken i byen eller gelænderet på den lille bro havde en interaktiv skærm, der kunne vise dig et par sjove træningsøvelser og give dig en opmuntrende smiley. Det er en del af CopenRehabs vision om en sundere by.

 

Hvis det står til professor Henning Langberg, skal vores byer snart fyldes med interaktive eksperimenter, der gør bænke til træningsredskaber og stier til sociale gå-ruter. De skal lokke os til sjov og social bevægelse i hverdagen. Henning Langberg mener, at byen er et oplagt trænings- og aktivitetsrum, som vi kan gøre meget mere for at løfte i den kommende tid.

Vi ved, at flere og flere mennesker flytter til byen, og vi ved, at byens rum lokker med ting, der udfordrer vores sundhed, som fx adgangen til fastfood, travlhed, stress og mindre plads til bevægelse. Men byen rummer også et stort potentiale for at nå mange mennesker og føre dem sammen om et sundere og mere aktivt liv,” siger Henning Langberg.

Hans vision er at intensivere forskningen i, hvordan byen kan indrettes, så den netop nudger og lokker os til bevægelse, uden at vi føler det som en pligt.

Mennesker trives allerbedst med social interaktion og aktivitet. Hvis vi gør det rigtigt, kan vi indrette en by, der gør det lettere for folk at kombinere de to ting. Vi har i dag masser af teknologiske muligheder, der gør det muligt at redesigne vores byer og tænke sundhed og trivsel ind. Det skal vi arbejde meget mere med i fremtiden,” siger Henning Langberg.

I forskningsenheden CopenRehab arbejder man allerede i dag med at undersøge, hvor og hvordan mennesker med livsstilssygdomme kan stimuleres til at bevæge sig mere. Blandt andet forskes der i, hvordan type 2-diabetikere kan gå intervaller i byrummet ved hjælp af appen InterWalk i stedet for at tage i træningscenter. På den måde kan de bevæge sig sammen med fx gode venner eller børn. Læs mere om projektet her.

Idekassen: Gør byen (inter)aktiv

I denne lille video fortæller professor Henning Langberg, hvor lidt der skal til for at gøre os mere fysisk aktive i byrummet, hvis vi tænker på det som et træningscenter. Nedenfor er endnu et par af Henning Langbergs ideer til, hvordan vi gør byen til et sjovere og sundere sted at være. 

Tinder for fysisk aktivitet. Vi har apps, der fører os sammen om dating. Hvorfor ikke lave en app eller et andet teknologisk værktøj, der kan føre os sammen om en ganske almindelig gåtur eller en halv times styrketræning i byen?

Bænken i parken kan give en interaktiv udfordring. Den kan både vise dig træningsøvelser, give dig ros for at udføre dem korrekt og måske udfordre et andet menneske, der tilfældigt kommer forbi.

Belæg stien i parken eller en plads i byen med små lysende lamper, der kan slukkes med fødderne, når man løber og hopper hurtigt nok. Der findes allerede træningsfliser med teknologien.